Skip to main content

En beretning om en rejse til Le Mans Classic sommeren 2010

Den dejlige dag oprandt endelig. Vi skulle til Le Mans Classic med en go´ portion af de glade tosser fra Early911 med samt diverse andre Porsche tosser. Jeg havde fået til opgave at fragte Buresø fra København til en opsamlingsstation i Tyskland, og han havde i dagens anledning fået sin frue til at transportere ham hele vejen ind til København, hvor han således sad og ventede kl. 06.00 på gadens enlige bænk. Vejret var upåklageligt og lovede aldeles godt for i hvert fald den første dags kørsel. Ved opsamlingsstationen fik jeg overdraget Buresø til den næste transportør, og alt var godt. Endemålet for denne dag var Reim øst for Paris, hvor vi havde booket et hotel i umiddelbar nærhed af den nu nærmest kultiske racerbane Circuit de Gueux. Undervejs på den ret så lange og flade køretur - som til min sorg ikke bragte os gennem centrum af Paris - kom vi naturligvis væk fra hinanden, og vi ankom til hotellet sådan peu à peu, som det jo hedder dér! Faktisk ankom de sidste omkring 4 timer efter de første, og det var rigtig sent på aftenen. Så sent at de end ikke kunne nå at få en lille blæser på i den lokale Champagne!! Det var i øvrigt under middagen på en nærliggende restaurant, at LJ måbende måtte overhøre en nys ankommen Porscheejer fra Sønderjylland kommentere lige netop LJ´s fine bils fine lakering. Han fik ved en fejl formuleret at LJ´s bil måske ikke var helt færdiglakeret. Det skulle han ikke have gjort……..

Fredag morgen gik turen så lige rundt om hjørnet til den gamle racerbane, som havde lagt asfalt til adskillige franske Grand Prix, 12 timers sportsvognsløb og meget andet spændende. Graham Hill, Stirling Moss og Paul Frere var blandt de stjerner, der sejrede på denne bane.

Det var herligt at se de fine gamle in-situstøbte betontribuner og de store stålskeletter, som førhen havde båret navnene på de legendariske racerkørere. Et større frivilligt restaureringsarbejde pågår, og det giver håb om at de forladte faciliteter vil blive bevaret for eftertiden. Man kan finde flere oplysninger her: www.amis-du-circuit-de-gueux.fr

Så var det ellers afsted på den lange køretur til LeMans. I fint vejr og højt humør dannedes Porsche kortegen på naturlig vis, og vi kom hurtigt ind i en næsten Tour de France lignende rytme, hvor bilerne gnidningsfrit skiftede plads i den lange række. Der var dog et lille aberdabei, idet Gerts fine grønne hjemmelavede 3,2´er under gårsdagens kørsel gennem Tyskland ganske enkelt valgte at sprænge i luften. Eller også var det koblingspedalen der ikke kunne mere. Jeg husker det ikke så nøje, men han og fruen – ingen af dem tilhører den passive og opgivende type - havde imidlertid skaffet sig en ny Audi TT, med hvilken de valgte at fortsætte mod Le Mans. Og selvom vi naturligvis forsøgte, så var det ikke muligt at holde den tyske fætter ude af kortegen. Det virkede faktisk som om Gert – mod al forventning - var faldet ualmindelig godt til i den luftkonditionerede coupé!!

Allerede et par hundrede km inden Le Mans begyndte der at ske en pragtfuld ophobning af eksotiske køretøjer. Man blev ganske hurtigt vant til både at overhale og blive overhalet af Lamborghini Countach, Ferrari F40, Astons fra Connerys tid og lignende fabelagtige biler. Man blev faktisk ganske øm i armen af alt det vinkeri. Tankevækkende var det at opleve, at chaufførerne i mange af disse uerstattelige køretøjer – når vi mødte dem under diverse pauser – virkelig gav udtryk for ægte glæde over at se endnu en stribe Porscher. Som om der ikke var rigeligt af dem i forvejen!

Ved ankomsten til det enormt store område omkring banen var der meget varmt, meget tørt og støvet. Og vi blev naturligvis væk fra hinanden igen, da visse af os måtte holde i meget lange køer, hvilket er en helt usædvanlig varm oplevelse i en uluftkonditioneret cabriolet. Så tørsten var ligelig proportional med kropstemperaturen, da vi endelig ankom til campingpladsen. Den - tørsten - blev slukket med to kolde Kronenbourg og nogle glas varm champagne, som naturligvis skulle drikkes for at fejre, at vi nu var sammen igen.

Det var tydeligt at se, at Professor Fabricius` enorme viden om Porsches Racere - og alt muligt andet i øvrigt - ikke har sin baggrund i et overfladisk ønske om at være smart! Manden er faldet i Porschegryden, da han var lille, og han er nu helt og aldeles i mærkets vold. Fra vi ankom til vi rejste sov han faktisk ikke. På nær måske en enkelt eller to timer han lige stjal sig til, mens han sad på tribunen natten mellem lørdag og søndag. Det straffede sig så senere, men det kommer jeg tilbage til.

Le Mans Classic er et overflødighedshorn af legender, drama, traditioner og fantastiske biler. Der hviler en helt særlig stemning over området omkring hovedtribunerne. Det er en stemning af noget uforudsigeligt og ultimativt. Det er ikke vanskeligt at forestille sig de store episke dyster, vi kender så godt, udspille sig lige hér. Franskmændene er samtidig vældig dygtige til at overdrive alting. Så hvis man var i tvivl om at dette er stedet for uhildet dramatik, store følelser og død og ødelæggelse med medfølgende heltegerninger, så skal de hurtigt få en på rette spor. Eksempelvis var store dele af det tekniske udstyr man anvendte til at optage Mcqueens Le Mans udstillet. Blandt andet én af de ombyggede Citroën DS, som blev anvendt som kameravogne, Porsche 908/2 med kameraet monteret på forklappen. Selveste Herbert Linge, som kørte bilen under filmoptagelserne (for 40 år siden), tog den ud på et par omgange. Han er nu 81 år!

Paddocken er her en lige så stor oplevelse, som man næsten kan forestille sig. Man er i berøringsafstand fra barndommens drømmebiler og mange af de endnu levende legender, som kørte dem. Man rører dem selvfølgelig ikke. Hverken bilerne eller legenderne, og det gør heller ikke noget. Fabricius fortæller i øvrigt gerne om den samtale han havde med Richard Attwood sent lørdag aften. Attwood var netop kommet i pit efter at have gennemført sin del af stintet i sin 917, som han i øvrigt vandt med i 1970!! Og når Fabricius er færdig med historien, fortæller han den gerne igen. Og den er værd at lytte til! Morsomt er det i øvrigt også at gense Jens Winthers flotte BMW M1, som han selv deltog med i 1984.

Parkeringspladserne er naturligvis også de rene udstyrstykker. De er så at sige raceopdelte, hvilket blandt andet betyder, at når man ankommer til Porscheområdet, så tager det 5 min. at spadsere fra den ene ende til den anden. Man er reverenter talt ved at drukne i Porscher. Og det er ganske dejligt!

Vi spadserede til Virage du Pont hen mod midnat, for at se det hele fra en lidt anden vinkel. Visse af os benyttede os af lejligheden til at nappe en lille morfar i det støvede græs. Støjen fra selv den lille to-takts 748 cc saab fra 1955, som lød som en f1 fra de glade 1,5 ltr. turbodage, kunne i hvert fald ikke holde undertegnede vågen. Bilen blev i øvrigt kørt af den nye Saab ejer Victor Muller. Og når vi siger Saab ejer, så er det altså ikke bare én bil han ejer, men hele fabrikken. Han ejer i øvrigt også Spyker, så han interesserer sig vist for biler…..

Natten var ellers - set fra et toilet- og badstrategisk synspunkt - et godt tidspunkt at holde sig vågen i. Det var det eneste tidspunkt hvor man kunne komme til både det ene og det andet i den henseende på under en times ventetid! Hurra. Og ren en gang i døgnet!

Når bortses fra dette ulidelige og i virkeligheden ikke engang særlig franske morads omkring badeforhold, så vil jeg varmt anbefale hele det klassiske racerarrangementet. Jeg har ikke oplevet et moderne 24 timers løb på Le Mans, men jeg også komplet ligeglad. Dette er meget meget fint!

Søndag havde vi fået nok race, støv og varme. Så vi pakkede og drog af. Vi var i alt 5 biler med indhold, som havde lejet en lille hytte i det sydlige Frankrig. En enkelt af bilerne med Paul sen. og jun. tog afsted fra morgenstund, og vi fire andre i lidt mere adstadigt tempo dannede først Porschekolonnen ved middagstid. Jeg havde forinden valgt at donere mit telt til Le Mans kommiteen i håb om at det kunne komme andre glade campister til gavn og glæde. Altså ligesom vi gør på smatten i Roskilde, ik!! Men da jeg - umiddelbart inden vi drog afsted fra pladsen - lige skulle et ærinde, benyttede Iwan, Buresø, LJ og andre sig af chancen til at splitte mit telt i atomer og placere det mange forskellige steder i min bil. Teltstængerne lå i motorrummet, nogle pløkke i sidelommerne, lidt teltdug under sæderne osv. For kun en måned siden fandt jeg nogle flere pløkke i bunden af handskerummet! Gad vide hvad mekanikeren finder, når han skal skifte luftfilter m.m. her til foråret…..

Vi havde en fin køretur ud ad endnu flere meget lange og lige motorveje. Det var en lise at blive blæst igennem af den friske landluft, og humøret var selvsagt højt ved tanken om de kommende alpine udfordringer. Desværre måtte Fabricius forlade os efter 4 - 5 timers kørsel. Han måtte simpelthen give op og indlogere sig på et hotel, så han kunne få indhentet noget af den forsømte søvn. Vi andre fortsatte til Valence, hvor vi skulle overnatte inden sidste stint til Grasse. Overnatningen var en smule præget af glade hollændere, som regnede med at de ville vinde VM i fodbold selvsamme aften. De var ganske beduggede på den glade måde. Senere da de havde tabt finalen var lige så beduggede. Men denne gang på den mindre glade måde!

De sidste ca. 200 km (I fugleflugt!) mod Grasse bestod indledningsvis af den dejligste køretur ad bugtede landeveje i et let stigende landskab. Vejen udviklede sig dog umærkeligt til en mere bjerglignende af slagsen - ind og ud af små charmerende byer, lidt lunch her, lidt kaffe der. Helt lige som man går og drømmer om at sådan en tur skal være.

I én by fik Iwan og undertegnede forløsning for vor trang til at vaske vore sprit nye køretøjer - hhv. `83 og `88, idet vi fandt en selvvaskeautomat. Det var dejligt. Vi forsøgte at overtale LJ til at også han fik spulet noget af støvet af hans gamle bil, men han mente at vi var meget dumme. ”Solen skinner, bilen spinner. Hvorfor spilde tid med tøsepjat, når bjergene venter bag næste sving.” som han sagde!

Denne første del af dagens køretur kulminerede bjergmæssigt i overkørslen af Col de Maure. En herlig tur i ægte alpint landskab krydret med granskov, brusende floder og så lidt sneklatter hist og her strategisk placeret, så det var en fryd for øjet. Ved 15 tiden var vi godt på vej mod målet, da vi fandt det passende at skyde en lille tre - fire timers omvej over endnu et lille pas. Man kan ikke få nok af den slags....

Vi havde nogle skønne dage med alle de gode venner i huset, men efter tre overnatninger måtte vi videre. I hvert fald visse af os. Iwan og undertegnede gjorde klar til hjemturen og drog af tidligt torsdag morgen. Vor tur denne dag bragte os via Nice til skisportsstedet Valloire et godt stykke inde i landet. Turen bragte os over hele fem bjerpas – heriblandt Col de la Bonette med den tilhørende Cime de la Bonette, som med sine 2802 m. efter sigende er den højest etablerede gennemkørende asfaltvej i Europa. I Valloire indlogerede vi os i nabohotellet til det traditionelle danskerhotel i byen. Med velberådet hu idet danskere som bekendt er fordrukne og støjende, når de er mange samlet i udlandet. Det viste sig at være en dum idé. Vi skulle have indlogeret os i den anden ende af byen. For danskerne på danskerhotellet var så dumme og fordrukne og støjende, at det var svært at falde i søvn. Først drak forældrene aftensmad. Og da de var færdige med at synge, skændes og slås og var dejset i kanen, så tog deres yngel over og drak alle slatterne, sang, skændtes og sloges!!! Jeg gad til sidst ikke skabe mig fra balkonen mere, men fik så til gengæld en vældig dejlig oplevelse næste morgen meget tidligt ved synet af de tømmermændsprægede og monumentalt sure hoveder, der kom til syne i vinduerne, da jeg holdt ud foran deres hotel med hornet i bund. Et godt stykke tid!! Jeg er naturligvis ked af de uskyldige, der blev vækket ved denne min vendetta, men mit helbred stod på spil. Jeg måtte af med noget indebrændt!

Iwan introducerede mig i øvrigt til en morsom ret der hedder Raclette. Den er mildest talt temmelig ostet og meget interessant at indtage med stativ, varmelegemer og hvad nu. Og godt smager det…Jeg har ellers altid drømt om engang at måtte smage en rigtig ostefondue, men det nærmeste jeg er kommet en sådan, er Asterix i Alperne. Men denne raclette lugter naturligvis lidt af den. Om man så må sige.

Herefter gik det med raske skridt mod den tyske grænse via en afstikker over Schweiz. Målet for dén dag var naturligvis Stuttgart og Porschemuseet. Alt kørte på glatteste vis indtil ca. 100 km fra Stuttgart. Her var der virkelig kø, og jeg prisede den smarte TomTom i min iPhone med alternative ruteforslag. Sidstnævnte havde i øvrigt nær ruineret mig, idet denne funktion i iPhone kun virker via simkort. Så det var en dyr fornøjelse at have den tilsluttet! Og glæden over at blive guidet væk fra hovedtransportvejene er i reglen også ganske kort. For hvis alle andre trafikanter med samme smarte funktion følger de gode råd, ja, så bliver slemt nemt til værre, når der følgelig opstår voldsom kø på de små landeveje.

Iwan og jeg nåede dog frem sidst på eftermiddagen en lille halv time inden museet lukkede. Stor oplevelse og flot display af de ikoniske biler. Flere havde vi endda netop beundret på LeMans. De var nemlig i mellemtiden kommet hjem igen. Én af mine største oplevelser var selvsagt Ferrys egen 3,2 ltr. cabriolet fra 85 med 15" ballondæk, som en rigtig 3,2´er! Når man bortser fra at bilen var udstyret med en Sportomatic gearkasse, fremstod den helt standard. Og helt som ny. Sikkert den eneste af slagsen i verden!

Vi havde efter det korte museumsbesøg den glimrende oplevelse at møde en gammel tyrkisk eks. Porsche medarbejder, som endte med at blive specialist i at samle 2,7 ltr. motorer til landevejsbilerne. Han drev et nærliggende gæstgiveri, som vi frekventerede på grund af en meget stor øltørst. Vi fik både øl og porschehistorier og dermed en meget fin exit fra museet.

Efter en behagelig overnatning på et lokalt hotel, vendte Iwan og jeg for alvor vore næser mod nord. Iwan til Aalborg og jeg til mit dejlige København. Tak for det!

 

Christian Lund

 

Fotos af Iwan Møller og Christian Lund

Connect with Porsche Classic Club Danmark